Fabrikanterne

Coupé fra Henry Fife

Hestevognsmuseets Landauer fra Henry Fife, som blev anvendt under 2. verdenskrig.

Landauer Let fra Henry Fife. på Hestevognsmuseet

Vognfabrikant Henry Fife

I 1798 etablerede købmand Peter Erichsen fra Handelshuset Blachs Enke og Comp. en ny vognfabrik i København. Han hentede dygtige engelske håndværkere til byen, her i blandt karetmager James Fife, der blev grundlægger af familiedynastiet Fife. Vognfabrikken voksede sig gennem 3 generationer til den største, og mest velrenommerede i København.

Sønnen, Henry Fife blev født den 26. maj 1804 i København og var yngste søn af Dorothy og James Fife. 

I 1827 trådte den kun 23-årige Henry Fife ind i familievirksomhedens ledelse – først som bestyrer med sin mor som ejer – senere som eneejer. Den 15. januar 1828 fik han borgerskab som karet- og vognfabrikant. 

Henry Fife var den, der blev bedst kendt fordi han blev kongelig hofleverandør, og fabrikerede den navnkundige kongelige Guldkaret.

Af stald-Etatens inventarieregnskaber for 1831-1899 fremgår mindst 86 køretøjer leveret fra Fife, der således var den absolut største leverandør af vogne til kongehuset.

Henry Fife ekspanderede familievirksomheden og allerede i 1830 blev han udnævnt som hof-karetfabrikant, et prædikat Henry Fife havde indtil sin død i 1875.

Ifølge Kraks Vejviser 1802 og 1803 havde James Fife etableret en »Remise-Indretning til nye og brugte Eqvipagers Modtagelse og Forhandling« på Appelbyes Plads på Christianshavn. I vejviserne 1804 og 1805 var han anført som karetmager, men stadig med adresse på på Appelbyes Plads. 

James Fifes borgerbrev, der blev givet den 2. februar 1807. Indtil da havde han arbejdet som frimester uden for lavet. Kopi i Ole Jespersens arkiv.

Henry Fife, - 1804-1875

Kongehusets Guldkaret

F.C. Schultz Vognfabrik

En af de tyske vognfabrikanter var Friederich Christian Schulz, der var født i 1834 i Jever, Oldenburg. Ifølge Indvandrerarkivet kom han til København i 1856. Kongeriget Danmarks Handels-kalender 1896-97 fortæller, at F.C. Schulz etablerede virksomhed den 5. september 1872. Ved lov af 8. januar 1887 blev Schulz tildelt dansk indfødsret.

F.C. Schulz blev gift med Sophie Eleonore (født Schulz), og parret fik tre børn


Hofvognfabrikant i 1893

F.C. Schulz fik prædikatet hof-vognfabrikant i 1893 og havde det frem til sin død i 1903. Hans væsentligste leverance var ganske givet Guldbryllupskareten, der blev bygget som gave fra Københavns håndværksmestre til Kong Christian 9. og Dronning Louise i forbindelse med regentparrets guldbryllup i 1892.

Schulz var oprindelig udlært smed. Dette håndværk afspejler sig tydeligt på bevarede vogne fra hans værksted, for vognene har ofte enkelt og fint smedearbejde, stålnav og stålfælge samt fortøj uden træværk – i modsætning til Fife, som gerne byggede mere robust og anvendte meget træ i sine undervogne. Akslerne på Schulz-vogne er ofte udført med særprægede møtriksystemer, og vogne fra hans værksted er som regel elegant udført uden for megen overflødighed.

Ikke alle brød sig om Schulz’ store anvendelse af spinkelt jern i stedet for træ, der nødvendigvis måtte have større dimensioner for at opnå samme styrke som jern. Den navnkundige greve F.C. Scheel (1897-1978) fra Ryegaard var en af disse fortalere for træ. Han holdt på traditionerne og værnede både om godsets herskabsstald, sine køretøjer og ikke mindst kørekulturen.

I en sen alder udtalte grev Scheel til vognsamler Peter Strauss fra Holme Olstrup, at Guldbryllupskaretens fortøj »jo ligner et gammelt cykelstel«. For ham var der ingen tvivl om, at undervognen var for spinkel og manglede træværket.

Men Schulz’ elegante byggestil blev ganske givet beundret af de fleste, og Guldbryllupskareten anses i dag som en perle i europæisk vognbygning, netop på grund af sin elegance og udstyr. Da kareten blev leveret i 1892 var det med elektrisk lys i vognlygter og kabine samt gummiringe på hjulene – begge dele udstyr, der endnu ikke var almindeligt i Danmark.

Ved »Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn« 1888 udstillede Schulz tre vogne. Det var en clarence (coupé til 4 personer), en landauer og en dame-phaeton. For disse tre køretøjer, men »navnlig en Dame-Phae­ton af særdeles smuk elegant Form og Udstyrelse« blev Schulz belønnet med medalje af 1. klasse.

Den 12. maj 1897 blev Schulz’ søn, 29-årige Max Emil Schulz gift med 22-årige Iska Elisabeth Torbensen, der var datter af vognfabrikant Carl Ferdinand Torbensen (1844-98), Krystalgade 24 i København. Max Emil var da allerede forretningsfører i faderens vognfabrik.

Folketællingen for 1901 nævner også Max Emil Schulz som forretningsfører hos Kgl. Hofvognfabrikant Schulz, men det er ikke lykkedes forfatteren at fastslå, hvornår Max Emil indtrådte i virksomheden.

F.C. Schulz døde den 5. november 1903. Et skifte dateret 11. november 1903 anfører Max Emil Schulz som vognfabrikant, mens en optegnelse i Handelsregistret 1904 viser, at Sophie Eleonore Schulz var »eneste ansvarlige Indehaver af Firmaet F.C. Schulz«. Derfor må det antages, at enken formelt videreførte firmaet med sønnen som driftsansvarlig.

Ved folketællingen i februar 1906 var Max Emil endnu vognfabrikant for »F.C. Schulz Kgl. Hofvognfabrik« med adresse Nørregade 40, Iska Elisabeth var hans hustru, og enken Sophie Eleonore Schulz boede på 2. sal med formue og tjenestetyende. Men ifølge Handelsregisteret 14. juni 1906 var virksomheden F.C. Schulz nu ophævet.

Helt vidunderligt billede som viser hele det stolte hold af håndværks-specialister/kunstnere hos Schultz.

Vognfabrikant F.C. Schulz leverede Guldbryllupskareten til kongehuset i 1892.

Foto: Ole Jespersen

Elegant dogcart-kane bygget af F.C. Schulz og solgt til Norge. Foto: Bjørn Høie.

Folket hylder Kong Christian IX og Dronning Louise´s guldbryllup i 1892 - Bemærk æresporten, Højbro Plads.

Mylord bygget af F.C. Schulz. Tilhører Sv. Aage Lauridsen. Foto: Henrik Lauridsen.

Gløy – sadelmager og vognfabrikant

17. december 2018 Af Ole Jespersen


Grundlæggeren af denne virksomhed var Hans Heinrich Gloy. Han blev født 4. april 1831 i Hemmelsdorf nær Lübeck og var udlært sadelmager og tapetserer. Med denne baggrund etablerede han sig i København som sadelmagermester og vognfabrikant.

Ifølge Indvandrerdatabasen kom Gloy til Danmark i 1857, og borgerskabsprotokollerne for København viser, at han den 27. juli 1858 fik borgerskab som vognfabrikant. Efternavnet blev ændret til Gløy.

Heinrich Gløy blev gift med Petrea Rasmine Petersen, der var født af en ugift mor i 1833 i Mariager. Parret fik syv børn, men de fire døde som spæde. To sønner og en datter voksede op.

I folketællingen 1860 var han sadelmagersvend og boede på 2. sal i baghuset, Store Kjøbmagergade 21 sammen med sin hustru og deres 1-årige søn Ludvig.

Folketællingen 1885 viser, at den 53-årige H. Gløy nu var sadelmagermester og vognfabrikant og boede i forhuset Nørrefarimagsgade 61 sammen med sin 51-årige hustru, deres 25-årige søn og sadelmagersvend Ludvig Frederik samt den 7-årige søn Fritz Carl.

Datteren Alma Hansine Henriette Gløy vendte tilbage til Tyskland og blev gift med direktør Ulrich Lietz i Edelstadt ved Altona, Hamborg.


Læder kendertegner vogne fra Gløy

Heinrich Gløy var en fremragende vognfabrikant, og med baggrund i sadelmagerfaget var det naturligt for ham at bruge meget læder på sine vogne. En del køretøjer fra virksomheden er bevaret, og på disse ser man karakteristiske træk med læderskærme og læderforspejl, og ofte blev jerndele som håndtag og lygteholdere smukt omsyet med læder. Dette er ikke enestående for Gløy, men det var ham man gik til hvis der skulle laves en omsyning i høj kvalitet, med tætte og små sting.

Som både sadelmager og vognfabrikant leverede Gløy også sadler, seletøj, kørepiske og andet køreudstyr, så var man kunde dér, kunne man købe en stor del af sin kommende ekvipage på ét sted.


Medalje af 1. klasse

Ved "Den nordiske Industri-, landbrugs- og kunstudstilling i Kjøbenhavn" i 1888 udstillede vogn­fabrikant H. Gløy tre vogne: Sociable, Landauer og Coupé, se fotos.

For sit arbejde modtog han medalje af 1. klasse for »I alle Henseender særdeles smukt og elegant forarbejdede Vogne«.

Hans Heinrich Gløys ældste søn Ludvig Frederik Gløy (1859-1910) blev som sin far udlært sadelmager, og ifølge Handelsregisteret blev han i 1891 optaget som medejer af virksomheden, der nu hed H.H. Gløy & Søn.

Peter Strauss fra Vognsamlingen på Sparresholm og Johannes Rosendahl fra Malling beskæftigede sig i en årrække med virksomhedens historie og var i tæt forbindelse med efterslægten. Strauss fandt frem til, at en Gløy var i lære hos den højt estimerede vognfabrikant Binder i Paris, og at det måtte være Ludvig Gløy. Det er sandsynligt, men ikke verificeret.


Ludvig Gløy overtager driften i 1900

I 1900 udtrådte Hans Heinrich Gløy af firmaet, der ifølge Handelsregisteret blev drevet videre med Ludvig Frederik Gløy som eneejer.

Ludvig Gløy blev også en anerkendt vognfabrikant. Det ses blandt andet af, at han var med i den kommission, der i 1906 registrerede og takserede De kongelige Staldes inventar efter kong Christian 9.s død.

H.H. Gløy døde i sit hjem den 13. oktober 1902, og var da sammen med hustruen bosiddende på Strandvej 142 i Hellerup. Allerede den 14. august 1910 døde også sønnen Ludvig.

Men Ludvigs enke Lydia Amalie Gløy drev virksomheden indtil 1911, hvor H.H. Gløys yngste søn Fritz Carl Wilhelm Gløy (1877-1923) blev optaget som medejer. Senere samme år udtrådte Lydia Amalie Gløy af firmaet, der nu blev videreført af F.C.W. Gløy – kaldet Carl Gløy.

Carl Gløy var udlært smed, og fra en bevaret arbejdsbog ved vi, at han var på valsen i Tyskland. I perioden 4. maj 1896 til 17. april 1897 arbejdede han hos den anerkendte vognfabrikant Ed. Kühlstein i Charlottenburg og 13. maj til 18. december 1897 havde han job hos vognfabrikant Wilh. Bischoff i Magdeburg.

Carl Gløys poesibog i forfatterens samling fortæller, at han i 1899-1900 var i Paris, men der er ikke bevaret oplysninger om hans ansættelser der.

I begyndelsen af 1900-tallet lærte Carl Gløy sin kommende hustru at kende. Det var Ella Fanny Marie Weng, datter af karetmager Carl Garibaldi Weng i København. Men inden ægteskabet fik de den 2. april 1907 datteren Ella Gløy.

På den tid var det ilde set at føde et barn uden for ægteskabet – et "uægte" barn – og datteren blev da også født og døbt i Udstrup mellem Holbæk og Ringsted, hvor moderen sikkert var placeret for at føde.

Kirkebogen fortæller, at jordemoderen stod fadder, men ikke den nærmeste familie, så der har sikkert ikke været det bedste forhold mellem forældreparret og deres familier. Men den lille familie kom tilbage til København, og som nævnt overtog Carl Gløy familieforetagenet i 1911.


Som Fife og Schulz byggede også Gløy herskabsvogne, men en stor del af produktionen var sportsvogne. Vogntyperne blev gentaget efter faste modeller.

Den bevarede regnskabsbog 1903-1906 i Københavns Stadsarkiv viser følgende vogntyper på lager hos Gløy: landauer, victoria, sociable, coupé, jagtvogn, break, dogcart, ponyvogn, char-à-banc, governess car samt kælke med tjenersæde.

Gløys forretning i Nr. Farimagsgade havde store udstillingsvinduer med to udstoppede heste, seletøj, sadler og andet udstyr

Sadelmagermester og vogn­fabrikant Hans Heinrich Gløy (1831-1902). Foto: Mottlau, København.

Smed og vognfabrikant Fritz Carl Wilhelm Gløy (1877-1923). Peter Strauss’ samling, nu hos Henrik Lauridsen.

H. Gløys sociable udstillet ved »Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling« i København 1888. Nogle vil måske mene, at den viste vogn ikke er en sociable, men det er Gløys egen betegnelse af den. Foto: Juncker-Jensen, DTU Bibliotek.

Bådformet landauer og smukt kumteseletøj fremstillet af H. Gløy og udstillet ved »Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling« i København 1888. Foto: Juncker-Jensen, DTU Bibliotek.

Coupe og tospand kumteseletøj fremstillet af H. Gløy og udstillet ved »Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling« i København 1888. Bemærk den spejlblanke lakering. Foto: Juncker-Jensen, DTU Bibliotek.

Annonce, 1911. H. Gløy & Søn. 

Kuvert fra H. Gløy & Søn, poststemplet 14.9.1901. Stilet til Hr. Stamhusbesidder Grandjean, Vennerslund pr. Nørre Alslev. Fundet antikvarisk.

Ole Jespersens samling.

Familien Gløy på skovtur 1912 i en char-à-banc af eget fabrikat. Stående til højre med hunden er vogn­fabrikant Carl Gløy. Foto: Peter Strauss’ samling.

Hofhåndværkere i Den kgl. Stald-Etat 

25/11 2018, Af Ole Jespersen


Prædikatet Kongelig Hofleverandør kan tildeles virksomheder og enkeltpersoner, der i et vist omfang har haft langvarig og regelmæssig samhandel med Hoffet.

Sådan var det også tidligere med vognfabrikanterne, der leverede til Kongehuset.

Listen til højre er samlet fra en årrække af Kongelig dansk Hof- og Statskalender.



Kgl. Hof-leverandører


Johan Mathias Baruell                         

Vogn- og Staldmaler 1801-1835

Henry Fife, Lieutenant
Hof-Karethfabrikant 1831-1848.

Henry Fife, Kapitain
Hof-Karetfabrikant 1849-1875.

John Fife af firmaet Henry Fife
Hof-Vognfabrikant 1882-1896.

Friederich Christian Schulz
Hof-Vognfabrikant 1893-1903.

Hendrich Ekkert

Hof-hjulmager 1801-1819.

Peter Wilhelm Eckert
Kaptajn i brandkorpset, søn af Hendrich Ekkert
Hof-Hjulmager 1821-1839.

Elof Jensen
Hof-Vognfabrikant 1865-1890.

Elof Jensens Efterfølger
Hof-Vognfabrikant 1897-1898.

N. Larsens Vognfabrikker Aktieselskab
Hof-Vognfabrikant 1910-1930.

Vognene fra Joseph Neuss

Virksomheden blev grundlagt i 1857 af Joseph Neuss (1818-1889) i Berlin. Neuss blev den største transportfabrik i Tyskland.

Daumont-vognene fra Neuss blev flittigt brugt af kongehuset, og det bedre borgerskab i slutningen af 1800-tallet.

I 1870'erne overleverede han virksomheden til sin søn, Joseph Neuss junior.

Den 1. januar 1898 overtog Nikolaus Trutz virksomheden, og hans søn Karl overtog virksomheden sidenhen.

I 1898 fremstillede virksomheden også komplette biler på bestilling. Neuss producerede også designet for et fabriksteam der deltog i racerløb i New York og Paris i 1908.


I 1920'erne lavede Neuss  især elegante Cabrioleter, og var den mest respekterede karosseribygger i Tyskland. 

Neuss leverede luksuskarosserierne til legenderne Maybach, Mercedes, Audi og bugatti.

I 1933 trak Trutz sig tilbage fra forretningsområdet af aldersgrunde, og Erdmann & Rossi overtog virksomheden. Navnet “Jos. Neuss ”blev stolt videreført i mange år med sit eget navn.

Daumontvognen fra Neuss

Den tyske daumontvogn blev leveret i december 1906 fra den kongelige preussiske hofvognfabrikant Jos. Neuss, Friedrich Strasse 225 i Berlin. Virksomheden var da ejet af vognfabrikant Karl Trutz.

Den originale faktura(se foto) dateret 28. december 1906 viser, at vognen kostede 5.950,- Mark.


Desuden beskrev virksomheden vognen således:

Nr. 6780. 1 Vis-a-vis, à la Daumont, med langvogn og C-fjedre, klapbart ryglæn, klap på forsiden af bukkassen, tjenersæde til to personer, med dobbelt galleri og klapbart ryglæn, todelte klapbare trin med gummibetræk, sporede Kellygummihjul, Forhjul “zum Durchlenken” (uklar betydning), spindelbremse ved tjenersædet.
Lakering: mørk rødbrun med rød staffering, våben på dørene.
Garnering: modefarvet kotelin, hæftepolstret, læderbetrukne gallerier, stor kaleche, modefarvet klæde til tjenersædet.
Plettering: sølv.

Dørgreb og vognlygter med kroner, stangbeslag med aftagelig brille og tredelt sølvpletteret forskær.

Et bilag fra Kjøbenhavns Laane- og Diskontobank dateret 2. januar 1907 viser, at den tyske Mark stod i kurs 0,8925 og at vognen derfor kostede 5.310,38 danske kroner. 

Den 21. december 1906 afleverede vognfabrikken den nye vogn på hovedbanegården i Berlin. Her blev vognen vejet til 844 kg og sendt med jernbane via Vamdrup til København, hvor den ankom den 24. december.

Den 27. december var vognen indfortoldet og klar til afhentning. 

Vogne fra Franske Deshayes & Courtois

S.A. des Établissements Deshayes Frères et Courtois

Maison Deshayes blev grundlagt i 1853.

I 1907 producerede Deshayes Frères & Courtois biler, karosserier og cykler. I omkring 1927 solgte de også modtagere og reservedele, lamper, akkumulatorer og batterier.

Herefter er der ingen information at spore.

Ved det italienske kongepars besøg i København 21.-23- juni 1922 kørte kong Vittorio Emanuele 3., kong Christian 10. og kronprins Frederik i vognen fra Neuss. Postkort fra Vincents Kunstforlag, Det kgl. Biblioteks billedsamling. Bemærk den slående lighed med vores kronprins.

Tegning af daumontvognen fra Neuss til den danske konge. Katalog fra Neuss. Museum Achse, Rad und Wagen, Wiehl.

Benz 21/50 HP, bygget i 1914, skræddersyet af Neuss til Karl Max von Lichnowsky, som var tysklands ambasadør under 1. verdenskrig.

Original faktura på Daumontvognen fra Neuss 1906. Den kgl. Stalds arkiv. 

I 1908 var den franske præsident Armand Fallières på besøg i Danmark og kørte i vognen fra Neuss sammen med kong Frederik 8. Foto: Ernst Nyrop Larsen, Københavns Museum.

Daumontvognen fra Neuss klargjort til kronprinsparrets bryllup i 2004. Foto: Ole Jespersen.

Vogne fra Windovers 1600–1955

Den største engelske karet- og vognfabrikker/værksteder gik under navnet "Houses" og "Windovers".

De havde som de første 2 showrooms i London, og filialer i Paris, Bombay og Sydney. Fabrikker og værksteder lå i byerne Manchester, Huntingdon og det nordlige London.

I slutningen af 1800-tallet havde de en række patenter, og stod for vedligeholdelsen af flere af de kongelige vogne helt frem til slutningen af 1950érne.

Vognfabrikant

Christian Christensen, Søstrup

Det har ikke været muligt at finde nogetsomhelst på nogle arkiver.

Vognfabrikant

Anthon J. Hansen, Næstved

En Windower fra et værksted på Bond Street i London.

Vognfabrikant Joseph Neuss, Berlin

Vognfabrikant L. Hansen, Næstved

Vognfabrikant Nicolai Larsen, Kjøbenhavn

HESTEVOGNSMUSEET

Plantagevej 2 - 4780 Stege - TEL 6014 8513 & 2166 4070 - hestevognsmuseet@gmail.com - cvr. 40373608