EVENTYR PÅ HJUL

F.C. Schultz Vognfabrik

En af de tyske vognfabrikanter var Friederich Christian Schulz, der var født i 1834 i Jever, Oldenburg. Ifølge Indvandrerarkivet kom han til København i 1856. Kongeriget Danmarks Handels-kalender 1896-97 fortæller, at F.C. Schulz etablerede virksomhed den 5. september 1872. Ved lov af 8. januar 1887 blev Schulz tildelt dansk indfødsret.

F.C. Schulz blev gift med Sophie Eleonore (født Schulz), og parret fik tre børn

Hofvognfabrikant i 1893

F.C. Schulz fik prædikatet hof-vognfabrikant i 1893 og havde det frem til sin død i 1903. Hans væsentligste leverance var ganske givet Guldbryllupskareten, der blev bygget som gave fra Københavns håndværksmestre til Kong Christian 9. og Dronning Louise i forbindelse med regentparrets guldbryllup i 1892.

Schulz var oprindelig udlært smed. Dette håndværk afspejler sig tydeligt på bevarede vogne fra hans værksted, for vognene har ofte enkelt og fint smedearbejde, stålnav og stålfælge samt fortøj uden træværk – i modsætning til Fife, som gerne byggede mere robust og anvendte meget træ i sine undervogne. Akslerne på Schulz-vogne er ofte udført med særprægede møtriksystemer, og vogne fra hans værksted er som regel elegant udført uden for megen overflødighed.

Ikke alle brød sig om Schulz’ store anvendelse af spinkelt jern i stedet for træ, der nødvendigvis måtte have større dimensioner for at opnå samme styrke som jern. Den navnkundige greve F.C. Scheel (1897-1978) fra Ryegaard var en af disse fortalere for træ. Han holdt på traditionerne og værnede både om godsets herskabsstald, sine køretøjer og ikke mindst kørekulturen.

I en sen alder udtalte grev Scheel til vognsamler Peter Strauss fra Holme Olstrup, at Guldbryllupskaretens fortøj »jo ligner et gammelt cykelstel«. For ham var der ingen tvivl om, at undervognen var for spinkel og manglede træværket.

Men Schulz’ elegante byggestil blev ganske givet beundret af de fleste, og Guldbryllupskareten anses i dag som en perle i europæisk vognbygning, netop på grund af sin elegance og udstyr. Da kareten blev leveret i 1892 var det med elektrisk lys i vognlygter og kabine samt gummiringe på hjulene – begge dele udstyr, der endnu ikke var almindeligt i Danmark.

Ved »Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn« 1888 udstillede Schulz tre vogne. Det var en clarence (coupé til 4 personer), en landauer og en dame-phaeton. For disse tre køretøjer, men »navnlig en Dame-Phae­ton af særdeles smuk elegant Form og Udstyrelse« blev Schulz belønnet med medalje af 1. klasse.

Den 12. maj 1897 blev Schulz’ søn, 29-årige Max Emil Schulz gift med 22-årige Iska Elisabeth Torbensen, der var datter af vognfabrikant Carl Ferdinand Torbensen (1844-98), Krystalgade 24 i København. Max Emil var da allerede forretningsfører i faderens vognfabrik.

Folketællingen for 1901 nævner også Max Emil Schulz som forretningsfører hos Kgl. Hofvognfabrikant Schulz, men det er ikke lykkedes forfatteren at fastslå, hvornår Max Emil indtrådte i virksomheden.

F.C. Schulz døde den 5. november 1903. Et skifte dateret 11. november 1903 anfører Max Emil Schulz som vognfabrikant, mens en optegnelse i Handelsregistret 1904 viser, at Sophie Eleonore Schulz var »eneste ansvarlige Indehaver af Firmaet F.C. Schulz«. Derfor må det antages, at enken formelt videreførte firmaet med sønnen som driftsansvarlig.

Ved folketællingen i februar 1906 var Max Emil endnu vognfabrikant for »F.C. Schulz Kgl. Hofvognfabrik« med adresse Nørregade 40, Iska Elisabeth var hans hustru, og enken Sophie Eleonore Schulz boede på 2. sal med formue og tjenestetyende. Men ifølge Handelsregisteret 14. juni 1906 var virksomheden F.C. Schulz nu ophævet.

Gløy – sadelmager og vognfabrikant

17. december 2018 Af Ole Jespersen

Grundlæggeren af denne virksomhed var Hans Heinrich Gloy. Han blev født 4. april 1831 i Hemmelsdorf nær Lübeck og var udlært sadelmager og tapetserer. Med denne baggrund etablerede han sig i København som sadelmagermester og vognfabrikant.

Ifølge Indvandrerdatabasen kom Gloy til Danmark i 1857, og borgerskabsprotokollerne for København viser, at han den 27. juli 1858 fik borgerskab som vognfabrikant. Efternavnet blev ændret til Gløy.

Heinrich Gløy blev gift med Petrea Rasmine Petersen, der var født af en ugift mor i 1833 i Mariager. Parret fik syv børn, men de fire døde som spæde. To sønner og en datter voksede op.

I folketællingen 1860 var han sadelmagersvend og boede på 2. sal i baghuset, Store Kjøbmagergade 21 sammen med sin hustru og deres 1-årige søn Ludvig.

Folketællingen 1885 viser, at den 53-årige H. Gløy nu var sadelmagermester og vognfabrikant og boede i forhuset Nørrefarimagsgade 61 sammen med sin 51-årige hustru, deres 25-årige søn og sadelmagersvend Ludvig Frederik samt den 7-årige søn Fritz Carl.

Datteren Alma Hansine Henriette Gløy vendte tilbage til Tyskland og blev gift med direktør Ulrich Lietz i Edelstadt ved Altona, Hamborg.

Læder kendertegner vogne fra Gløy

Heinrich Gløy var en fremragende vognfabrikant, og med baggrund i sadelmagerfaget var det naturligt for ham at bruge meget læder på sine vogne. En del køretøjer fra virksomheden er bevaret, og på disse ser man karakteristiske træk med læderskærme og læderforspejl, og ofte blev jerndele som håndtag og lygteholdere smukt omsyet med læder. Dette er ikke enestående for Gløy, men det var ham man gik til hvis der skulle laves en omsyning i høj kvalitet, med tætte og små sting.

Som både sadelmager og vognfabrikant leverede Gløy også sadler, seletøj, kørepiske og andet køreudstyr, så var man kunde dér, kunne man købe en stor del af sin kommende ekvipage på ét sted.

Medalje af 1. klasse

Ved "Den nordiske Industri-, landbrugs- og kunstudstilling i Kjøbenhavn" i 1888 udstillede vogn­fabrikant H. Gløy tre vogne: Sociable, Landauer og Coupé, se fotos.

For sit arbejde modtog han medalje af 1. klasse for »I alle Henseender særdeles smukt og elegant forarbejdede Vogne«.

Hans Heinrich Gløys ældste søn Ludvig Frederik Gløy (1859-1910) blev som sin far udlært sadelmager, og ifølge Handelsregisteret blev han i 1891 optaget som medejer af virksomheden, der nu hed H.H. Gløy & Søn.

Peter Strauss fra Vognsamlingen på Sparresholm og Johannes Rosendahl fra Malling beskæftigede sig i en årrække med virksomhedens historie og var i tæt forbindelse med efterslægten. Strauss fandt frem til, at en Gløy var i lære hos den højt estimerede vognfabrikant Binder i Paris, og at det måtte være Ludvig Gløy. Det er sandsynligt, men ikke verificeret.

Ludvig Gløy overtager driften i 1900

I 1900 udtrådte Hans Heinrich Gløy af firmaet, der ifølge Handelsregisteret blev drevet videre med Ludvig Frederik Gløy som eneejer.

Ludvig Gløy blev også en anerkendt vognfabrikant. Det ses blandt andet af, at han var med i den kommission, der i 1906 registrerede og takserede De kongelige Staldes inventar efter kong Christian 9.s død.

H.H. Gløy døde i sit hjem den 13. oktober 1902, og var da sammen med hustruen bosiddende på Strandvej 142 i Hellerup. Allerede den 14. august 1910 døde også sønnen Ludvig.

Men Ludvigs enke Lydia Amalie Gløy drev virksomheden indtil 1911, hvor H.H. Gløys yngste søn Fritz Carl Wilhelm Gløy (1877-1923) blev optaget som medejer. Senere samme år udtrådte Lydia Amalie Gløy af firmaet, der nu blev videreført af F.C.W. Gløy – kaldet Carl Gløy.

Carl Gløy var udlært smed, og fra en bevaret arbejdsbog ved vi, at han var på valsen i Tyskland. I perioden 4. maj 1896 til 17. april 1897 arbejdede han hos den anerkendte vognfabrikant Ed. Kühlstein i Charlottenburg og 13. maj til 18. december 1897 havde han job hos vognfabrikant Wilh. Bischoff i Magdeburg.

Carl Gløys poesibog i forfatterens samling fortæller, at han i 1899-1900 var i Paris, men der er ikke bevaret oplysninger om hans ansættelser der.

I begyndelsen af 1900-tallet lærte Carl Gløy sin kommende hustru at kende. Det var Ella Fanny Marie Weng, datter af karetmager Carl Garibaldi Weng i København. Men inden ægteskabet fik de den 2. april 1907 datteren Ella Gløy.

På den tid var det ilde set at føde et barn uden for ægteskabet – et "uægte" barn – og datteren blev da også født og døbt i Udstrup mellem Holbæk og Ringsted, hvor moderen sikkert var placeret for at føde.

Kirkebogen fortæller, at jordemoderen stod fadder, men ikke den nærmeste familie, så der har sikkert ikke været det bedste forhold mellem forældreparret og deres familier. Men den lille familie kom tilbage til København, og som nævnt overtog Carl Gløy familieforetagenet i 1911.

Som Fife og Schulz byggede også Gløy herskabsvogne, men en stor del af produktionen var sportsvogne. Vogntyperne blev gentaget efter faste modeller.

Den bevarede regnskabsbog 1903-1906 i Københavns Stadsarkiv viser følgende vogntyper på lager hos Gløy: landauer, victoria, sociable, coupé, jagtvogn, break, dogcart, ponyvogn, char-à-banc, governess car samt kælke med tjenersæde.

Hofhåndværkere i Den kgl. Stald-Etat 

25/11 2018, Af Ole Jespersen

Prædikatet Kongelig Hofleverandør kan tildeles virksomheder og enkeltpersoner, der i et vist omfang har haft langvarig og regelmæssig samhandel med Hoffet.

Sådan var det også tidligere med vognfabrikanterne, der leverede til Kongehuset.

Listen til højre er samlet fra en årrække af Kongelig dansk Hof- og Statskalender.