Historien

Nyere vognhistorie - 1800-1860

1800-tals stadsvogn fra Grønheden, Sæby. Vognen har træaksler. Bemærk de fine agestole. Frilandsmuseet, Lyngby. Foto A. Michelsen. SKF Danmarks arkiv.

Vejene bliver til

Siden 1760’erne havde staten udbygget vejene omkring København med franske ingeniører, og fra 1793 til midten af 1800-tallet, anlagdes de snorlige hovedlandeveje mellem landsdelene.

De nye statsveje åbnede for personkørsel i hidtil uset omfang, og man fik indført selvbærende vognkasser på elliptiske trykfjedre, i stedet for de gamle undervogne med S eller C-fjedre.

Kugleposten kører ind på Københavns Postgård i Købmagergade. Tegning af P. Klæstrup.


Nye vogne til postvæsenet

Postvæsenet fik nye vogntyper – den mærkeligste var kugleposten til brevforsendelser. Dagvognen eller postdiligencen havde i begyndelsen en stor kaleche – senere fik den fast tag. 

Persontrafikken var ved at udvikle sig mellem landsdelene, og man eksperimenterede med dampdrevne vejtog.

Udsnit af tegningforlæg til wienervogn, 1843. Anvendt ved undervisningen af hjulmagere og vognfabrikanter. DTU’s arkiv.

Erhvervs- og arbejdsvogne vinder frem

Med tilblivelsen af grundloven fra 1849, bredte handel og håndværk sig udenfor købstæderne til landsbyerne, og varetransporterne steg tilsvarende. De første erhvervsvogne blev bygget udenfor købstæderne, hvor de gamle hjulmagere fik konkurrence med udflyttede karetmagere.

Nye affjedrede personvogne – stolsvogne – phaetoner og ponyvogne, så dagens lys på gårdene og man så patentakslerne vinde frem. De stive arbejdsvogne fik efterhånden aksler af jern og fælgbeslag for at modstå vejenes hårde belægninger, som sled træfælgene i stykker.

Vognhistorie år 1860-1920

Det varede ikke længe før de engelsk anlagte jernbaner, overtog person- og varetransporten mellem landsdelene og købstæderne. Allerede i 1867 blev hoved landevejene nedrangeret til amtsveje, som blev overladt til den lokale trafik, der til gengæld steg betydeligt.

Omkring de nye jernbanestationer opstod en række handels- og håndværkscentre. Andelsbevægelsens engelsk inspirerede produktions- og industrianlæg øgede behovet yderligere for lokal person-, vare- og godstrafik.

I tiden op mod 1900 blev der bygget hestevogne i Danmark som aldrig før. Overalt producerede karetmagerne vogne med trykfjedre og patentaksler til lager, og kunne derfor kalde sig fabrikanter.

De fleste almindelige person- og arbejdsvogne blev bygget efter tyske fortegninger med anvendelse af tyske værktøjer og maskiner – mens det øvrige vognbyggeri og især fremstillingen af herskabsvognene fortsat var inspireret af engelsk og fransk mode. Derfor fik de samme vogntyper vidt forskellige navne i de forskellige kredse i Danmark

Tysk forlægstegning til landauer.

Efter Eugen Roth: Vorlagen für Wagner und Schmiede.

Kort før år 1900 udvidedes de sidste smalle sognevejes spor, som var skabt til de stive arbejdsvogne (ofte på 90 cm), fordi gårdenes bredsporede person- og fjedervogne (på 120-130 cm) skulle kunne komme frem til bl.a. mejeriet og stationen.

Hermed var succesen også sikret for Jumben (den engelske "Governess cart"), der med den meget brede sporvidde (ca. 140 cm) og de gummibelagte hjul, på kort tid udbredtes til hele landet.

Sognevejenes særstilling fortsatte imidlertid indtil 1913, hvor de blev åbnet for automobilerne ligesom alle de andre veje.

Jumbe. Herning, 1919. Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Herning.

Vognhistorie år 1920-1950

Lastautomobilerne fik en stor udbredelse i Europa efter afslutningen af 1. verdenskrig, og jernbanerne mistede efterhånden en stor del af godstrafikken. Persontrafikken blev overtaget af rutebilerne.

Men vejenes belægning var ikke egnede til luftgummihjul – hvorfor man frem til udgangen af 2. verdenskrig fik asfalteret alle større veje med den tjære, som var biproduktet ved bygasfremstillingen.

Efter 1950 byggede staten de første egentlige motorveje til fjerntrafikken – ligesom chauseerne(smalle veje) blev lavet til hestevognstrafikken i 1800-tallet.

På landet fortsatte de gamle hjulmagere og landsbysmede uanfægtet med at producere stive arbejdsvogne med træaksler – senere smøreaksler – der efterhånden blev forsynet med massive hjulringe af jern, for at modstå sliddet fra den moderne hårde vejbelægning.

Automobilet sejrer

I starten af 1900-tallet udkonkurrerede de revolutionerende automobiler, både heste og vogne. Et af dødsstødene kom, da en kommission blev nedsat til at udarbejde et nyt “Automobilreglement” i Frankrig.

Der blev gennemført et forsøg i 1902, i Boulogneskoven i udkanten af Paris, for i praksis at konstatere hvilket køretøj, der havde den korteste bremselængde.

Var det automobilet eller en vogn forspændt med heste?

Samtlige deltagende kuske måtte se i øjnene, at også på bremselængden var de nye automobiler hestevognene overlegne.


Ferguson med Marshallhjælp

Vognene var i 1930’erne i konkurrence med tyske arbejdsvogne med stålramme og gummihjul.

På grund af stagnationen under 2. verdenskrig fik den moderne vogntype – i engelsk udgave – først massiv udbredelse i Danmark i løbet af 1946-47 – sammen med den grå Ferguson-traktor finansieret af Marshall-hjælpen.

Engelske John Thompson tegnede i 1981 en stiv arbejdsvogn ved Davinde Vandmølle i Den fynske Landsby.

Arbejdsvogn med stålramme, kuglelejer og gummihjul.

Foto: Ebba og Emil Hansen, Nakskov, cirka 1935-1936.

SKF Danmarks arkiv.

Hjulets oprindelse

Det tidligste vidnesbyrd om hjulets anvendelse stammer fra nogle 5500 år gamle lertavler fra Mesopotamien, det nuværende Irak. På tavlerne ses blandt andet en drejebænk med et hjul, som blev brugt til fabrikation af lerpotter.

På den baggrund mener nogle forskere, at hjulets oprindelse ikke har noget med transport at gøre, men at det derimod blev opfundet til fabrikation af lervarer og potter. Andre forskere mener, at hjulet blev opfundet til at kunne flytte mennesker og varer.

Til at støtte denne teori, findes nogle 5200 år gamle afbildninger af stridsvogne med to hjul, mejslet på stentavler, også fra Mesopotamien

Stridsvognene var overlegne i kamp, og de blev derfor hurtigt kopieret af fjenderne, først og fremmest egypterne.

Tutankh`amons stridsvogn fra ca. 1340 f.Kr.

Rekonstruktionsforslag af en tohjulet kærre af Klosterlundtypen fra sen sten­alder, der i 1982-83 blev rekonstrueret på Forhistorisk Museum Moesgård. Tegning af Orla Svendsen, gengivet efter Schovsbo: Oldtidens vogne i Norden.






Oksekærren - Vognhistorie år 3000 f.Kr. – 1300

I oldtidens ældste perioder færdedes man stort set overalt i det danske landskab. Træde Stierne slyngede sig uden om de våde områder, og man undgik tætte skove og krigeriske naboer. Efter indførelsen af ploven - der blev trukket af et par tæmmede okser via et åg bundet til dyrenes horn - i begyndelsen af bondestenalderen, kom den tohjulede oksekærre, og trak de første hjulspor på dansk område omkring 3.000 f.Kr.

Vogntypen (Klosterlund) kendes fra arkæologiske fund og Skandinaviske helleristninger. Den har massive skivehjul af egetræ og en flettet vognkurv, der bæres af en lang tveget vognstang. Vognen kunne transportere ca. 300 kg med en hastighed på ca. 4 km/t. Det største problem var, at skive hjulene flækkede ved udtørring, og de blev derfor opbevaret under vand. Og heldigvis for det, for det er her datidens glemte hjulpar sidenhen, er blevet fundet i god behold.

Oldtid og bronzealder

I ældre bronzealder fik man kontakt med græske kulturer, hvor fyrsterne brugte tohjulede stridsvogne trukket af et par heste – ligesom faraoerne gjorde i Ægypten, fyrsterne i Mesopotamien, siden grækerne, kelterne og romerne.

Tanken har været så eksotisk for vores forfædre, at de fremstillede et billede af solen på vej over himmelbuen i en stridsvogn trukket af heste - Solvognen fra Trundholm mose i Odsherred. Men der er ikke fundet rester af virkelige stridsvogne i Skandinavien, så de har nok aldrig eksisteret hos os.

I yngre bronzealder er der til gengæld fundet rester af lave firehjulede pragtvogne med beslag af bronze (Skerne-Egemosen). De har været trukket af okser, og var knyttet til den rige overklasse – ligesom i resten af Europa. Sådanne vogntyper videreudvikles senere af det hesteglade keltiske folkefærd, der blev inspireret fra både Asien og Balkan. De udviklede et fornemt karetmageri i det centrale Europa (Hallstatt og La Tène), der påvirkede romerne så meget, at de omkring Kristi fødsel – og i flere hundrede år herefter – byggede militære og civile vogne og veje af så høj kvalitet, at det knapt nok er overgået siden. Romerne anlagde mere end 80.000 km veje, som gik fra Skotland til Sahara, og fra Atlanterhavet til Den persiske Golf. Men med Romerrigets nedgang fra det 4. århundrede, forfaldt og forsvandt også de fint byggede veje og vogne. De havde pludselig ingen anvendelse, nu da Europa var delt op i småstater og blev i stor stil sløjfet, fordi de kunne bruges af fjender til at erobre terræn.

Tilbage til Danmarks oldtid. Den tohjulede bondekærre trukket af okser, blev brugt i Danmark langt frem i tiden, men omkring 300 før Kristi fødsel satte man to kærrer sammen til de firehjulede lave vogne, med tredelte skivehjul, der kendes fra danske fund.

Vogntypen (Rappendam) er knyttet til de små inddigede marker, der lå i nærheden af landsbyerne. Man har kørt staldgødning ud på markerne, afgrøderne hjem til landsbyen og hentet brændsel og tørv i skove og moser.

Vognen kunne transportere 300-400 kg med en hastighed på ca. 4 km/t.

De keltiske pragtvogne i Danmark

I de samme århundrede ødelagde romerne de keltiske bystater, og kort før Kristi fødsel ankommer derfor dygtige keltiske karetmagere til dansk område. Frivilligt eller under tvang, bygger de mindst seks firehjulede pragtvogne med bronze- og jernbeslag til hesteforspand via et åg (Dejbjerg-typen). Disse vogne spredes til de små høvdingedømmer i Jylland og på Fyn.

Historien kendes fra den romerske historieskriver Tacitus, og vognene fra fund i grave, moser og på bopladser.

Den stive hestetrukne arbejdsvogn

Først ca. 300 år efter Kristi fødsel ser vi bondevogne i Danmark trukket af heste via et åg (Tranbær-typen). Det var hjemvendte lejetropper fra de romerske hære i Germanien, der medbragte kunsten at bygge hestevogne til Danmark.

De første vogne var ret primitive, men efterhånden udvikles et særligt dansk bondevognsbyggeri på landet, der har fungeret upåklageligt indtil efter 2. verdenskrig, hvor den lokale vognproduktion blev udkonkurreret af fabriksfremstillede lastvogne med gummihjul. Vogntypen er en af verdens længst levende og alle de lokale historier er ved at blive kortlagt.

Vikingetidens vogne

I løbet af 700-tallet grundlagdes de første handelspladser langs de danske kyster på steder, hvor småskibene kunne lægge ind. Råvarer fragtedes til handelspladserne fra landsbyerne på vogne, hvor de blev forarbejdet til handelsvarer, og sendt videre med skibenes handelsfolk.

Den samme vogntype blev således brugt både i landbruget, til varetransport og til personkørsel, som det ses på tidens malerier og den prægtige vogn, der blev fundet ved Oseberg i Norge.

Danske fund viser, at vogne har været vidt udbredt over hele landet.

Vognhistorie år 1300-1800

Middelalderens herregårde, klostre og købstæder med havne til havgående skibe krævede svære og hyppige transporter af fødevarer, råprodukter, handelsvarer og byggematerialer. Vejene befæstedes flere steder med småsten og grus, mens vognene fik brede hjul, lave fælge og kraftigere undervogne (Boringholm-typen). Lastevnen nærmede sig et ton, som måske svarer til skibenes vægtenhed, en læst (: vognlæs).

Vognene fik skagler, hestene seler – ligesom hestene skoedes med jern. Samtidigt indførtes en ny lukket rejsevognstype for kongelige og for adelen i Europa, der i Danmark kaldes Bespændte karm, Fruervogn eller Hængende karm (på grund af den skånende omhæng – ikke affjedring - da man fortsat bevæger sig i skridtgang). Den store og brede vogn havde skråtstillede hjul af paraplyform (styrthjul) for at kunne køre på de vejspor mellem købstæderne, der var slidt af transportvognene – mens bøndervognene efterhånden var de eneste tilbage på de smalle sogneveje.

De stive kuskvogne

Frederik II havde residenser over hele landet, og han ville gerne hurtigere og mageligere frem, end tidens vogne og veje tillod. Derfor lod han bygge sine egne veje – kongevejene – og indførte nye vogntyper med bredere sporvidde. Især kendes rejsevogne med faste sæder og kaleche, der kaldes kuskevogne efter den ungarnske by Kochsi. Vognstyreren blev placeret på det forreste sæde – kuskesædet – før i tiden sad han på den bageste hest til venstre foran vognen.

Vogntypen inspirerede i fremstillingen af uaffjedrede rejsevogne på landet, kaldet Koldingske- eller Holstenske vogne. De yngste udgaver af denne vogntype ses både i form af de svungne og ofte dekorerede prydfjælle til bondevognene – og de såkaldte Kaffemøller, der kørte udflugtsgæster fra København til Dyrehavsbakken indtil midten af 1800-tallet. Se museets Kaffemølle og Holstenske vogn.

Rejsevognene – luksusvognene

Rejsevognene af fransk type (carosser) bredte sig blandt landets overklasse efter enevældens indførelse i 1660, hvor København var blevet både regeringens og kongens residens. For at de kunne føre herskaberne standsmæssigt rundt på de ujævne og støvede veje, var rejsevognene udstyret med mere eller mindre lukkede kabiner, der lignede bærestole, ophængt i kraftige fjedre af S eller C-form. De meget store baghjul kompenserede for vejenes ujævnheder.

I midten af 1700-tallet importeredes finere herskabsvogne fra England, og som modvægt hertil, udvikledes der kort før 1800 en fornem fabrikation af herskabsvogne i København, der leverede til hoffet og overklassen.

I en mose nær hovedstaden Lju­bljana fandt Slovenske arkæologer i 2002 et skivehjul og en tilhørende vognaksel, der er dateret til omkring år 3350-3100 f.Kr. Foto: Museum and Galleries of Ljubljana, Matevz Paternoster.

Solvognen fra bronzealderen er et dansk nationalklenodie, der i 1902 blev fundet i Trundholm Mose i Nordvestsjælland. Tegning: Mads Stage.

Rappendamvogn. Tegning af Oudey Mea.

Den Keltiske "Dejbjergvognen" fra før-romersk jernalder er et pragtarbejde i træ og bronze. Tegning af Magnus Petersen. Gengivet efter Henry Petersen: Vognfundene i Dejbjerg Præstegaardsmose 1881 og 1883.

Rekonstruktionstegning af vogn af Tranbærtypen fra romersk jernalder, forspændt et par heste med åg. Tegning af Oudey Mea. Gengivet efter Schovsbo: Oldtidens vogne i Norden.

Kopi af den smukke "Osebergvognen" er fremstillet af billedskærer Bjarte Aarseth ved Vikingskipshuset i Oslo. Foto: Ole Jespersen.

Brudevogn 1560, formentlig bygget i Kolding. Foto: Veste Coburg.

Dansk kuskvogn 1587. Efter Braunius: Theatrum urbium.

Den ældste bevarede karosse i Danmark er Skjoldenæsholms fra 1764. Tegning af Mads Stage.