Håndværket

Fremstilling af vognhjul i 1700-tallet. Efter Diderot, 1769.

Denis Diderot (født 5. oktober 1713, død 31. juli 1784) var en fransk filosof, forfatter og redaktør af den første moderne encyklopædi. 

Sammendrag fra Karetmager og vognhistoriker Ole Jespersens hjemmeside - www.karetmager.dk

Karetmager, smed, vognmaler og sadelmager

Fremstilling af hestekøretøjer foregik i processer mellem flere håndværksfag: karetmager, smed, vognmaler og sadelmager for blot at nævne nogle af de væsentligste.

Det var karetmageren, der udførte træarbejdet, mens smeden lavede jerndele som aksler, fjedre, hjulringe og beslag. Vognmaleren malede og stafferede køretøjet, og sadelmageren polstrede sæder og eventuelt andet interiør.

Fagbetegnelsen karetmager opstod omkring 1750, men hjulmagerfaget er langt ældre.

De ældst kendte hjul er mere end 5000 år gamle, og betegnelsen hjulmager kendes tilbage til 1400-tallet.

 

Arbejdsvognshjul tegnet af hjulmager Oluf Herman Larsen, Mern 1913.

Hjulmager

Før karetmagerfaget opstod, var det hjulmagere, der som træhåndværkere fremstillede træhjul til især landbrugets stive arbejdsvogne.

Hjulmageren var en vigtig håndværker i landsbyen, for hjul til vogne og redskaber var uundværlige, men for komplicerede til, at folk i almindelighed kunne lave dem selv. Anderledes var det med vogntilbehør som hamler, svingler, vognstænger mv. som mange landboer selv fremstillede og reparerede.

I samarbejde med smeden fremstillede hjulmageren også komplette vogne, men kun sjældent luksusvogne til persontransport. Mange hjulmagere opnåede aldrig at fremstille nye vogne, men ernærede sig alene ved hjul- og reparationsarbejde.

Fra hjulmager til karetmager

En hjulmager var oftest landhåndværker, hvorfor de fleste arbejdede på landet, og kun få hjulmagere var beskæftiget i byerne. Kongehuset og godser havde egne hjulmagere ansat. Omkring 1750 opstod som nævnt fagbetegnelsen karetmager.

Hjulmagernes arbejdsmetoder på landet adskilte sig fra karetmagernes i byerne, for hjulmagerne var tro over for deres håndarbejde uden maskiner og holdt fast ved arbejdet med landbrugets stive arbejdsvogne. Hjulmagernes virksomhed var derfor ret upåvirket af bilernes udbredelse efter 1. Verdenskrig.

Karetmagerne fulgte mere med tiden, investerede i maskiner og udviklede faget. Vognfabrikker opstod, og man producerede vogne til omgående salg fra lager.

Ved landbrugets mekanisering kort efter 2. Verdenskrig blev den stive arbejdsvogn erstattet af gummivognen. Det medførte, at de fleste hjulmagerne opgav håndværket og omstillede sig til reparations- og bygningshåndværk som snedkere og tømrere. Mange karetmagere fulgte med bilerne og fremstillede nu metalkarosserier.

Karetmager Wilferts værksted i Aabenraa.

Hjulværkstedet hos Larsens vognfabrik i København.

Karosseribyggere

Der findes ikke længere faglærte hjulmagere i Danmark. Desuden er der i Danmark nu ganske kun få ældre håndværkere, der er udlært som karetmagere i det gamle hestevognsfag.

De karetmagere/karosseribyggere, der blev uddannet fra midten af 1940’erne til 70’erne, blev uddannet i karosserifaget. De arbejdede med karosserier til især biler, lastvogne og busser og lærte ikke at lave træhjul eller hestekøretøjer.

Svendestykket kunne eksempelvis være en dør til en bil eller lastvogn.

Der findes endnu få aktive faglærte karosseribyggere, der kan lave trækarosserier til biler.

Karetmager Kristen Nielsen lavede rammen til en bildør som svendestykke i Skodborg 1943.

Senere etablerede han virksomhed i karosseribranchen. Foto venligst udlånt af Kristen Nielsen.

Fremstilling af en kalechevogn eller anden finere vogn

14. november 2018 Af Ole Jespersen


I 1881 skrev André Lütken i Opfindelsernes Bog, om fremstilling af en vogn. Han tog udgangspunkt i fremstilling af en kalechevogn eller anden finere vogn. Denne beskrivelse er her gengivet i den oprindelige ordlyd, dog har redaktøren indsat mellemrubrikker for at øge læsevenligheden:

“Tilvirkningen af en Kaleschevogn eller andet lignende Kjøretøj udkræver Samarbejde af en Mængde forskjellige Industrigrene; der medvirker saaledes, foruden den egentlige Vognmager, baade Saddelmager, Laasesmed, Gjørtler, Drejer, Glarmester, Possementmager, Maler og Lakerer, ofte ogsaa Forgylder og Billedskjærer. I de fleste større Stæder findes der nu Fabrikker, hvor alle de forskjellige Værksteder ere forenede, og hvor saaledes alt, eller dog det meste, gjøres færdigt i en og samme Anstalt. I London findes der en hel Gade af Fabrikker for Tilvirkning af Vogne og Artikler, der benyttes hertil.


Tegning og skabeloner

Ved Forfærdigelsen af en Kaleschevogn, lige som ved Bygningen af et Skib eller et Hus, er det første Arbejde, der maa udføres, at udkaste en Tegning i naturlig Størrelse. Til en Vogn af dette Slags stilles der Fordringer om Bekvemmelighed, Elegance og Smag lige saa vel som til en Bolig. Det er kun sjeldent at en saadan Luxusvogn i sin Bygning fremviser rette Linier eller Vinkler; krumme Linier af mange forskjellige Slags ere overvejende, og for saadanne kan der ikke angives Maal i Fod og Tommer; Tegningens Former maa overføres umiddelbart.

De Modeller, der anvendes hertil, bestaa af tynde Træflader, der lægges paa Tegningen og udskjæres efter denne. I disse Modeller have Arbejderne nu Mønstre, hvorefter de udarbejde de tilsigtede Former ved Anvendelse af Sav, Høvl o.s.v. Dette gjælder saa vel den egentlige Vogn som de Dele af dens Undervogn, der ere forfærdigede af Træ.


Vognkassen

Den egentlige Vognmager, den, der forfærdiger selve Vognkassen, maa være særdeles dygtig i sit Fag, naar det endelige Resultat skal være tilfredsstillende; det er ham, der udfører Sveller og Fyldninger. Han er egentlig den Kunstner, hvis Dygtighed er ejendommelig for Vognmageriet. Med samme Værktøjer som Kunstsnedkeren og bestandigt raadspørgende sine Mønstre former han Vognkassens mangfoldige forskjellige Bestanddele; den endelige Sammenføjning af dem er forbunden med særlige Vanskeligheder, da de bøjede Stykker oftest ikke støde sammen under rette Vinkler.

Ved Tilvirkningen af en Luxusvogn forekommer derfor ogsaa næsten alle Slags Sammenføjninger, ved Søm, Skruer og Lim. Fyldningerne formes dels ved Høvling, dels ved Bøjning under Anvendelse af Varme og Vand. Naar et tyndt Brædt fugtes paa den ene Side og ophedes fra den anden, antager det hurtigt en buet form, saaledes at den fugtede Side bliver den konvexe. Ved indspænding kan denne Form bringes til at holde sig.


Hjulene

Medens Vognkassen gaar sin Fuldendelse imøde, sørger den egentlige Vognmager og Smeden for Vognens Understilling. Hertil høre ogsaa Hjulene. En Luxusvogns Hjul er et Arbejde, hvori Lethed og Styrke maa findes forenede. Det er sammensat af Nav, Eger og Fælge; der anvendes Drejebænk, Bor, Høvle m.m. til dets Tilvirkning. Indhugningen af Hullerne til Egerne i Navet er et vanskeligt Stykke Arbejde, der udkræver Dygtighed og et skarpt Øje, navnlig paa Grund af en ejendommelig skraa Stilling, hvori Egerne komme til at staa i Navet.

Den faste Forbindelse af de mange Dele til et samlet Hele tilvejebringes først ved den Jernskinne, Hjulring, der lægges om Hjulfælgen. Smeden forfærdiger den af en saadan Diameter, at den under almindelige Forhold ikke vilde kunne tvinges paa Hjulet; for at dette skal blive muligt, lægges hjulet med den fordybede Side nedad paa et fast Underlag; Jernskinnen ophedes nu, og i denne Tilstand, hvori den er videre end i kold Tilstand, lægges den hurtigt om Hjulet og drives paa med Hammerslag. Efterhaanden som Jernet afkøles, bliver Skinnen mere trang og omslutter derved Hjulet saa meget desto fastere. Denne Fasthed forøges yderligere ved at Antal Jernbolte, der fra Ydersiden hugges tværs gjennem Skinne og Fælge og skrues fast paa Indersiden.

Tidligere brugte man stedse at sammensætte Hjulfælgen af flere Stykker; i den seneste Tid har man begyndt at forfærdige den af et eneste Stykke dampkogt Træ, der er bøjet ved Anvendelse af stærk mekanisk Kraft.


Undervognen

De Indretninger, der anbringes under selve Vognkassen, og som skulle tjene til at forene For- og Bagvognen samt til at bære Kuskebukken m.m. ere af mange forskjellig Slags, og vi kunne derfor ikke her indlade os paa en nærmere Beskrivelse af dem. Dels kunne nemlig Konstruktionsmaaderne i og for sig være væsentlig forskjellige, dels kommer det her naturligvis meget an paa, om den paagjældende Vogn er en Kareth, en Faeton o.s.v., lige som ogsaa om visse Dele ere af Træ eller Jern. For- og Bagvognen forenes enten, saaledes som paa simple Kjøretøjer, ved en Bom eller ogsaa, saaledes som paa Luxusvogne, ved selve Vognkassen.

Paa de moderne Kjøretøjer ere Axlerne oftest smedede af Jern; saadanne Axler ere ikke blot langt mere holdbare end Træaxlerne, men gjøre ogsaa Vognens Gang lettere, da de foraarsage mindre Gnidning. Axlens Tapper, det vil sige dens Ender, der gaa ind gjennem Hjulnavet, ere yderst nøjagtigt rund- og glatdrejede, og lige saa fint er ogsaa det inderste af de tilsvarende Metalbøsser bearbejdet. Ved de to glatte Metalfladers Gnidning mod hinanden, der yderligere fremmes ved Smørelse, faar Vognen en særdeles let og behagelig Gang.


Fjedrene

Fjedrene ere naturligvis ogsaa en meget vigtig Bestanddel af en Vogn; det er dem, der ved deres Spændighed optage de Stød, Vognen faar paa Grund af Vejens Ujevnheder, og enten slet ikke eller blot som ubetydelige Svingninger forplante den til Vognkassen. Staalet er det eneste Materiale, der egner sig hertil; man har anvendt det til Vognfjedre i meget forskjellige Former. I Almindelighed anvendes de saakaldte C- og S-fjedre eller ogsaa de elliptiske Fjedre, der ligge umiddelbart mellem Vognkassen og Undervognen. Hver Fjeder bestaar af flere Staalskinner, der have en Tykkelse af 1 1/2 til 3 Linjer, ere lagte oven paa hverandre og forenede saaledes med Jernbaand, at enhver af dem bibeholder sin frie Bevægelighed. De større elegante Vogne bygges nu næsten altid paa Dobbeltfjedre, hvorved Kassens Bevægelser blive overordenligt bløde og lette.


Læderovertræk

Den Maade, hvorpaa en Kareths øverste Del overtrækkes med Læder, er ganske interessant; dette Læderovertræk er nødvendigt, fordi Lakeringen anbragt paa selve Træet, ikke vilde være tilstrækkeligt holdbar. Hele Overtrækket bestaar nemlig af en eneste Hud uden alle Sømme, og dog retter det sig aldeles nøjagtigt efter alle Vogntoppens Bøjninger. Det stærkt fugtede Læder trækkes over Træet og behandles saa længe med passende Værktøjer indtil alle Folder ere blevne fuldstændigt udglattede og forsvundne.

Automobilet sejrer

I starten af 1900-tallet udkonkurrerede de revolutionerende automobiler både heste og vogne.

Et af dødsstødene kom da en kommissionen blev nedsat til at udarbejde et nyt “Automobilreglement” i Frankrig. Der blev gennemført et forsøg i 1902, i Boulogneskoven i udkanten af Paris for i praksis at konstatere hvilket køretøj, der havde den korteste bremselængde.

Var det automobilet eller en vogn forspændt med heste?

Samtlige deltagende kuske måtte se i øjnene, at også på bremselængde var de nye automobiler hestevognene overlegne.

HESTEVOGNSMUSEET

Plantagevej 2 - 4780 Stege - TEL 6014 8513 & 2166 4070 - hestevognsmuseet@gmail.com - cvr. 40373608